Vold i forhistoriske samfund

Vold i forhistoriske samfund er et af de mørkeste og mest komplekse gåder i vores fortid. Fossiler og stenredskaber viser, at disse gamle samfund ikke kun jagede, men også nogle gange forsøgte at løse deres konflikter med voldelige handlinger. Så hvor almindeligt var vold blandt forhistoriske samfund? Tog jæger-samlere til vold kun for at kontrollere ressourcerne? Forskning peger på, at vold i forhistorisk tid var et komplekst fænomen, som ikke kun havde fysiske, men også sociale, kulturelle og endda åndelige dimensioner.

Årsager til vold i forhistoriske samfund

Vold i forhistoriske samfund kan stamme fra forskellige faktorer såsom ressourceknaphed, konkurrence inden for og mellem grupper, sociale hierarkier og individuelle konflikter. I denne periode engagerede folk sig i jagt og indsamling for at overleve.

Jæger-samler-livsstilen gjorde i sagens natur konkurrence og konflikt uundgåelig. For eksempel var krige om jagtmarker og vandressourcer en af ​​de vigtigste faktorer, der udløste vold i forhistoriske samfund. Fødevareressourcer var det mest basale krav for både økosystemernes funktionelle kontinuitet og livets kontinuitet. Derfor kan der opstå alvorlige uenigheder og endda blodige konflikter mellem grupper.

Jagt og indsamling krævede ikke kun fysisk dygtighed, men også strategisk tænkning og kollektivt samarbejde. Men det skal ikke overses, at de fysisk stærke ofte havde overtaget. De stærke og talentfulde havde fordelen i at få adgang til ressourcer, mens de svagere ofte blev efterladt. Dette kan føre til dannelsen af ​​sociale hierarkier og resultere i mellemmenneskelige magtkampe, der viser sig som vold.

Sociale hierarkier havde en forværrende effekt på vold i forhistoriske samfund. Lederskab og magtkampe førte til konflikter mellem individer og grupper. De, der har magten, kunne ønske at kontrollere ressourcerne og dominere gruppen. Dette øgede spændingen i gruppen. Arkæologiske fund er fyldt med eksempler på at bære spor af sådanne konflikter. Traumatiske læsioner set på kranier og andre knogler er det vigtigste osteologiske bevis på vold i forhistoriske samfund.

På den anden side var individuelle konflikter også en af ​​de udløsende faktorer for vold i forhistoriske samfund. Voldelige konflikter mellem individer kan opstå af årsager som personlige uenigheder, jalousi, hævn og æresproblemer.

Former for vold

Vold i forhistoriske samfund manifesterede sig i forskellige former, fra fysiske konflikter til krige, fra ritualistiske praksisser til afstraffelsesmetoder.

Fysiske konflikter, som nævnt ovenfor, opstod ofte som led i interne og inter-gruppekonflikter og kampe om kontrol med ressourcer. Disse konflikter opstod om kontrol over kritiske områder såsom jagtmarker og vandkilder og brød nogle gange ud som følge af personlige uenigheder. En kamp mellem to individer kan i sidste ende udvikle sig til en mindre krig mellem samfund, der involverer større grupper.

I forhistorisk tid var krigsførelse et almindeligt fænomen blandt stammer og grupper. Arkæologiske udgravninger viser tydeligt, hvor organiserede og systematiske disse krige var, takket være periodens forsvarsstrukturer og krigsredskaber. Desuden viser ofringen af ​​fanger fanget i disse krige til guder eller naturånder gennem praksis, der kan defineres som “ritualistisk vold”, at krig ikke blot var en militær handling, men fortsatte med dens religiøse og kulturelle dimensioner i post-konflikten. periode

Offerritualer var et konkret udtryk for samfunds bestræbelser på at interagere med metafysiske væsener og opnå deres godkendelse. Selvom dyr for det meste blev ofret i disse ritualer, stødte man også på menneskeofre i nogle tilfælde. Menneskeofringsritualer blev især praktiseret efter krige og under kritiske begivenheder, der formede samfundets skæbne.

I forhistorisk tid blev vold også brugt som et redskab til at opretholde social orden. Individer, der overtrådte normative sociale regler, stod over for materielle og moralske sanktioner, der blev anvendt for at opretholde social orden. Disse sanktioner blev nogle gange anvendt som fysisk vold og nogle gange som eksil eller udelukkelse fra samfundet. Disse strafmekanismer var en klar advarsel til andre i samfundet, som var tilbøjelige til at begå forbrydelser, eller som brød reglerne.

Voldens virkninger på samfundet

Antropologiske undersøgelser viser, at i forhistorisk tid havde voldshandlinger en betydelig indvirkning på den sociale orden. Mens voldelige begivenheder styrkede myndighedsstrukturer, væltede de dem nogle gange, hvilket førte til fremkomsten af ​​helt nye ledere. For eksempel steg magtfulde og karismatiske individer under konflikter og krige til lederstillinger og omformede det sociale hierarki.

I forhistoriske samfund påvirkede vold alle lag af den sociale struktur fra A til Z. Stigningen i voldelige hændelser udløste følelser af frygt og usikkerhed blandt samfundsmedlemmer, hvilket førte til et fald i social harmoni og forstyrrelse af social integritet.

På den anden side har vold fået forskellige sociale roller og normer til at blive omdefineret i samfundet. Mens betydningen af ​​krigere og magtfulde mennesker i samfundet er steget, begyndte mere sårbare grupper som kvinder og børn at leve i mere beskyttede områder. Dette har ført til en omformning af kønsroller.

Migration som følge af vold

Voldelige hændelser i forhistoriske samfund udløste demografiske og massemigrationsbevægelser. Voldelige konflikter og krige fik stammer og samfund til at opgive deres eksisterende bosættelser og migrere til sikrere områder.

Migrationer bør ikke kun betragtes som fysiske bevægelser, men også som et sociokulturelt fænomen, der forårsagede ændringer i samfunds livsstil og verdenssyn. Grupper, der migrerede til nye regioner, interagerede med andre samfund og spillede en vigtig rolle i kulturel udveksling og opbygningen af ​​nye sociale normer. Men denne proces medførte nogle gange konflikter.

Eksempler og arkæologiske fund

Antropologisk forskning og arkæologiske fund er af stor betydning for forståelsen af ​​vold i forhistoriske samfund. Disse resultater hjælper os med at forstå, hvordan og hvorfor vold blev praktiseret af mennesker, dens sociale virkninger og historiske udvikling. Nogle bemærkelsesværdige eksempler og fund, der bærer spor af vold i forhistoriske samfund er:

Jebel Sahaba kirkegård, Sudan

Jebel Sahaba-kirkegården i Sudan, nær Nilen, går cirka 13.000 år tilbage. I første omgang mente man, at kirkegården bar spor af en enkelt storkonflikt. Reevalueringer fra 2021 har dog afvist dette synspunkt. 41 skeletter på kirkegården viste sig at have både helede og uhelede læsioner.

Forskere, der analyserede læsionerne, tyder på, at volden ved Jebel Sahaba var forbundet med en række angreb og bagholdstaktikker snarere end storstilede kampe.¹

Talheim dødsgrav, Tyskland

Massegraven i Heilbronn-distriktet i Baden-Württemberg går cirka 7.000 år tilbage. Osteologiske rester fundet i graven tyder på, at de fleste af de begravede mennesker døde som følge af vold. De fleste af skeletterne havde kranieskader, snitsår og brud. Disse resultater tyder på, at Talheim-samfundet sandsynligvis blev ødelagt af razziaer eller massakrer.²

Sådanne begivenheder er vigtige, fordi de viser, at vold i forhistoriske samfund ikke var begrænset til individuelle konflikter, men også storstilet vold mellem samfund.

Goughs hule, England

Goughs hule, der ligger i Cheddar, England, indeholder adskillige Homo sapiens, der er tilbage fra slutningen af ​​Last Glacial Maximum. Disse rester, der kan dateres cirka 14.700 år tilbage, bærer slående tegn på kannibalisme. Osteologiske fund tyder sammen med skære- og knusemærker på resterne på, at individerne blev dræbt, og deres kød blev fortæret.³

Arkæologiske beviser vedrørende kost- og rituelle praksisser i palæolitiske samfund tyder på, at ekstreme ernæringsstrategier såsom kannibalisme blev accepteret som en kulturel norm eller adaptiv ernæringsstrategi blandt nogle grupper.

Çatalhöyük, Tyrkiet

Çatalhöyük betragtes som en af ​​de vigtigste bosættelser i den neolitiske periode i Anatolien. Som et resultat af arkæologiske undersøgelser blev der fundet spor af vold i nogle af gravbebyggelserne og strukturelle elementer i Çatalhöyük. Brud og skader i skeletresterne indikerer eksistensen af ​​sociale konflikter og voldshandlinger i hjemmet.

Udgravninger ved Çatalhöyük afslører også eksistensen af ​​høj befolkningstæthed, smitsomme sygdomme og miljøproblemer. Ifølge nogle forskere kan denne overdrevne befolkningstæthed have øget tendensen til vold i samfundet.⁴

Nataruk, Kenya

Skeletter opdaget på det arkæologiske område Nataruk i Kenya, der dateres cirka 10.000 år tilbage, viste alvorligt traumatiserede områder, brud og snit. Det ser ud til, at langt størstedelen af ​​de undersøgte personer blev efterladt til at dø med bundne hænder. Hvad værre er, er, at nogle individer, der bar tegn på at blive slået med pinde eller såret med skærende værktøjer, nåede denne tragiske ende, mens de stadig var i deres barndom.⁵

Tilstedeværelsen af ​​obsidianmaterialer i nogle af de voldelige hændelser ved Nataruk styrker hypotesen om, at angriberne kan være kommet andre steder fra, givet den begrænsede tilgængelighed af obsidian i dette område.

Scaloria-hulen, Italien

Scaloria-grotten, der ligger i Puglia-provinsen i Italien, er en vigtig bebyggelse, der går tilbage til den neolitiske periode. I undersøgelserne af nogle skeletter i hulen blev der opdaget tegn på vold som skæremærker og hovedtraumer. Resultaterne indikerer, at hulen kan have været et center for rituel vold, og at visse individer inden for den sociale struktur kan have været målrettet til rituelle formål. Det menes, at især unge mennesker blev udvalgt som ofre og dræbt i forskellige ritualer afholdt i hulen.

Nogle forskere har antaget, at folk kan være blevet begravet i hulen, baseret på de visuelle ligheder mellem drypsten og knoglerne eller på den langvarige tro på, at undergrunden var en kilde til åndelige kræfter.⁶

1. Crevecoeur I, Dias-Meirinho MH, Zazzo A, Antoine D, Bon F. New insights on interpersonal violence in the Late Pleistocene based on the Nile valley cemetery of Jebel Sahaba. Sci Rep. 2021 May 27;11(1):9991.[↩]
2. Meyer, C., Lohr, C., Gronenborn, D., & Alt, K. W. (2015). The massacre mass grave of Schöneck-Kilianstädten reveals new insights into collective violence in Early Neolithic Central Europe. Proceedings of the National Academy of Sciences, 112(36), 11217-11222.[↩]
3. Orschiedt, Jörg, Tim Schueler, Marta Połtowicz-Bobak, Dariusz Bobak, Stefan Karol Kozłowski, and Thomas Terberger. “Human remains from Maszycka cave (woj. Małopolskie/PL): The treatment of human bodies in the Magdalenian.” (2017).[↩]
4. Larsen, Clark Spencer, Christopher J. Knüsel, Scott D. Haddow, Marin A. Pilloud, Marco Milella, Joshua W. Sadvari, Jessica Pearson et al. “Bioarchaeology of Neolithic Çatalhöyük reveals fundamental transitions in health, mobility, and lifestyle in early farmers.” Proceedings of the National Academy of Sciences 116, no. 26 (2019): 12615-12623.[↩]
5. “Evidence of a prehistoric massacre extends the history of warfare.” University of Cambridge, 20 Jan. 2016. Accessed 24 July 2024.[↩]
6. Wikipedia contributors. (2024, July 14). Scaloria Cave. In Wikipedia, The Free Encyclopedia. Retrieved 08:40, July 24, 2024.[↩]