Stenøkser gravet frem i Oman er mere end 300.000 år gamle

I Oman afgravede arkæologer stenøkser, æggeskaller, skeletrester og nogle helleristninger. Derudover opdagede de en gammel flodleje, der giver fingerpeg om regionens klima.1

Institut for Arkæologi ved Det Tjekkiske Videnskabsakademi (CAS) i Prag afsluttede for nylig sin tredje udgravningssæson i Oman, der ledede en banebrydende arkæologisk ekspedition, der afslørede fascinerende opdagelser, der kastede lys over den tidligste historie af verdens største sandørken.

Bestående af over 20 geologer og arkæologer fokuserede holdet på ukendte ørkenområder i Sultanatet Oman, med to hold, der opererede i separate provinser. Forskerne havde til formål at afsløre hemmelighederne begravet under det tørre landskab.

I Rub’ al Khali-ørkenen, der ligger i Dhofar, gjorde holdet en betydelig opdagelse af stenøkser, der dateres tilbage til perioden med Homo erectus-vandring ud af Afrika, som fandt sted for mellem 300.000 og 1,3 millioner år siden. Dette fund fremhæver den naturlige migrationskorridor, som Den Arabiske Halvø spillede fra Afrika til Eurasien.

Stenøkser gravet frem i Oman
Foto: Roman Garba & Alžběta Danielisová, Institut for Arkæologi ved CAS i Prag

Yderligere udforskning i området afslørede andre interessante levn fra fortiden, herunder æggeskaller tilhørende uddøde strudse, hvilket gav indsigt i gammel fauna, der engang strejfede i regionen. Holdet opdagede også en fossil klit og en gammel flodleje, hvilket tyder på en tid, hvor klimaet i Arabien var meget vådere. Ved at anvende fire forskellige dateringsmetoder var forskerne i stand til at rekonstruere klimaet og historien i denne enorme sandørken.

Efterhånden som holdet skred frem, stødte de på trilith, gådefulde stenmonumenter, der ligner Stonehenge, men i mindre skala. Disse rituelle strukturer fra omkring to tusinde år siden rejser spørgsmål om deres formål og den civilisation, der opførte dem. Gennem radiocarbon-datering og rumlig-tidsanalyse håber forskerne at opklare mysterierne omkring disse antikke monumenter og kaste lys over den kultur, der trivedes i det sydlige Arabien i den æra.

I provinsen Duqm fokuserede det andet ekspeditionshold på en neolitisk grav, der dateres tilbage for 7.000-6.600 år siden, og som indeholdt skeletrester fra flere dusin individer inden for to cirkulære gravkamre skjult i en megalitisk struktur. Holdet planlægger at udføre isotopiske analyser af skaller, knogler og tænder og at få indsigt i den begravede befolknings kost, naturlige miljø og mulige migrationer, hvilket bidrager til vores forståelse af menneskets tilpasning til klimaændringer i den tid.

Ved siden af graven er en bemærkelsesværdig samling af klippestik, der tjener som en billedlig optegnelse over bosættelser, der spænder fra 7.000 år siden til 1.000 år siden. Forskerne undersøgte også steder, hvor stenredskaber blev fremstillet i den sene stenalder, hvilket gav yderligere beviser for gammel menneskelig aktivitet i regionen.

Ved at bruge avancerede videnskabelige teknikker såsom radiocarbondatering og kosmogen radionukliddatering afslører dette internationale hold af arkæologer og geologer hemmelighederne i Omans ørken. Gennem deres banebrydende indsats afdækker de gradvist en mere omfattende forståelse af de tidligste kapitler af vores verdens historie.

Ifølge forskerne er resultaterne vigtige ikke kun for arkæologer og geologer, men også for den brede offentlighed. De giver mulighed for en bedre forståelse af udviklingen af den menneskelige art og planetens naturhistorie. Desuden minder de folk om rigdommen og kompleksiteten af den fælles kulturarv.

Den Arabiske Halvøs rolle i migrationen af Homo erectus

Migrationen af Homo erectus gennem den arabiske halvø er et meget interessant emne inden for arkæologi og antropologi. Den Arabiske Halvø spillede en væsentlig rolle i bevægelsen af tidlige hominider ud af Afrika, og det antages stærkt, at Homo erectus brugte denne vej til at nå Asien og videre.

Homo erectus menes at være opstået i Afrika for cirka 1,8 til 2 millioner år siden.2 Denne tidlige menneskeart viste en markant stigning i hjernestørrelse og kompleksitet og var i stand til at bruge værktøjer og ild. For omkring 1,5 millioner år siden begyndte Homo erectus at sprede sig ud over Afrika, hvor Den Arabiske Halvø fungerede som en vital port til Asien.

Migrationen af Homo erectus ud af Afrika menes at være foranlediget af en række forskellige faktorer, herunder ændringer i miljøet og befolkningspres. Tilgængeligheden af nye ressourcer og territorier kan også have spillet en rolle i denne proces.

Den Arabiske Halvø gav en naturlig landbro mellem Afrika og Asien, hvilket gjorde det til en logisk rute for tidlige mennesker at tage. Derudover var regionens klima i denne periode relativt mildt og fugtigt, hvilket lettede rejser over halvøen og gjorde det mere bæredygtigt for Homo erectus.

Ideen om, at Homo erectus brugte den arabiske halvø som migrationsrute, understøttes af arkæologiske beviser. Stenredskaber og andre fund er blevet udgravet forskellige steder på halvøen, der dateres tilbage til den tidlige Pleistocæn-periode. Disse fund ligner dem, der er fundet i Afrika og Asien, menes at være skabt af Homo erectus. Derfor menes det, at Homo erectus er ansvarlig for deres skabelse.

Nefud-ørkenen i Saudi-Arabien er et af de vigtigste steder for at forstå migrationen af Homo erectus gennem den arabiske halvø. Dette område indeholder adskillige betydningsfulde arkæologiske steder, herunder Saffaqah, hvor forskere har opdaget beviser for tidlig menneskelig aktivitet, der går tilbage til omkring 1,3 millioner år siden.

  1. Czech archaeologists unearth unique finds in Oman“, The Czech Academy of Sciences, www.avcr.cz, April 14, 2023[]
  2. Herries AIR, Martin JM, Leece AB, et al. “Contemporaneity of Australopithecus, Paranthropus, and early Homo erectus in South Africa“, Science, 2020[]