❗ For at undgå tvetydighed i denne artikel, bruges ordet jul om Jesu fødsel, og ordet yule bruges om den førkristne hedenske jul.
For de fleste af os betyder december lange nætter, pyntede fyrretræer, forberedelser til nytårsaften og måske gløgg. For ikke at nævne begivenheder som jul, yule og nardugan… Men er disse festivaler, som har deres oprindelse tilbage til oldtiden, nogen forbindelse med hinanden?
Hvad er yule?
Yule, også kendt som jól, er en af de gamle hedenske højtider, der normalt fejres ved vintersolhverv i dag. Den var mest populær blandt nordiske, germanske og keltiske samfund. Mange forskere tror, at yule har sine rødder i nordiske traditioner.
Hvornår fejres yule?
Yule blev fejret mellem november og januar, ifølge nogle kilder. Nogle forfattere udtalte dog, at det blev fejret i januar og begyndelsen af februar. På den sydlige halvkugle falder denne periode sammen med juli. Mange forskere tror dog, at disse datoer blev ændret i det 10. århundrede under den norske kong Håkons regeringstid.
Den svenske arkæolog Andreas Nordberg skrev, at datoen for yule blev ændret som en kristningspolitik under den norske kong Håkons regeringstid. Ifølge Nordberg brugte førkristne skandinaviske samfund en månekalender. Det er derfor, datoen for yule ændrede sig hvert år. Yule plejede at blive fejret på den første fuldmåne efter nymånen efter vintersolhverv. Derfor var yule i januar nogle år og i begyndelsen af februar nogle år. Kong Håkon fastsatte dog datoen for yule til samme dato som jul for at lette kristningen af samfundet.1
Yule traditioner
I dag er Yule-traditionerne lokaliseret i de wiccaniske, neopaganistiske, shamanistiske og sekulære samfund. Indsamling, gaveuddeling, røgelsebrænding og fest er de mest almindelige traditioner. Yule-fejringer finder ofte sted omkring bål. Bålet går nogle gange ikke ud i dagevis takket være de store brænde.
En anden yule tradition er at dekorere huse med fyrregrene, mistelten eller kristtorn. Mange forskere tror, at nogle moderne juletraditioner er præget af yule-traditioner.
Hvad er saturnalia?
Saturnalia var navnet på en festival, der blev fejret i december i det antikke Rom. Selvom datoerne blev ændret af forskellige kejsere, blev det normalt fejret mellem 17. december og 25. december. Derfor kan det siges at være en af vintersolhvervsfesterne.
Saturnalia var en festival afholdt til ære for den romerske gud Saturn. Under festivalen plejede skoler og offentlige institutioner at være lukket. De sociale regler plejede at blive lempet. Der plejede at være underholdning overalt. Stearinlys plejede at blive tændt for at symbolisere lysets tilbagevenden. Naboer plejede at give hinanden små gaver.2
Det er kendt, at saturnalia-festivalerne varede indtil det 4. århundrede. Med vedtagelsen af kristendommen af den romerske kejser Konstantin mistede saturnalia-festivalerne deres tidligere herlighed og forsvandt med tiden.
Hvad betyder nardugan?
Nardugan er en festival, der fejres af nogle tyrkiske samfund, og dens rødder går tilbage til den hedenske/shamanperiode. Ordet “nardugan” betyder solopgang eller nyfødt sol på gammeltyrkisk.
Det er ikke klart, om ordet “nar”, der betyder sol, er af tyrkisk eller mongolsk oprindelse. Men “dugan” er bestemt af tyrkisk oprindelse.
Tatarisk sprogekspert R. G. Ahmetyanov udtalte, at udtrykket nardugan findes i ordforrådet i alle Ural- og Mellem-Volga-samfund.3
Hvornår er nardugan?
Ifølge den tyrkiske sumerolog Muazzez İlmiye Çığ og den russiske historiker Murad Adji fejres nardugan hvert år på vintersolhverv.4 Vintersolhverv falder den 21. december ifølge den gregorianske kalender. Efter den dag begynder dagene at blive længere, og nætterne bliver kortere. Dette anses for at være begyndelsen på dagens sejr mod natten, det vil sige lysets sejr over mørket.
Gulfia Zilifovna Kamalieva, en ekspert i tatarisk filologi og historie, udtalte også, at nardugan fejres ved vintersolhverv, og at nardugan-traditionerne ligner nutidens juletraditioner.5
Forfatteren Kutlu Altay Kocaova har et andet syn på, hvornår Nardugan fejres. Ifølge Kocaova var Nardugan et navn givet af et kristent tyrkisk samfund til Nowruz, som blev fejret i marts.
Hvad skal man lave på nardugan? Hvordan fejres nardugan?
Ifølge Muazzez İlmiye Çığ og Murad Adji var nardugan en af de vigtigste festivaler, der blev fejret af de gamle tyrkere. Forlængelsen af dagene blev af nogle tyrkiske samfund tolket som en sejr for Solen og blev anset for at være værdig til at fejres. Ifølge denne opfattelse blev der bedt til Ülgen i taknemmelighed for Solens sejr i løbet af natten. Faktisk udtalte D. R. Sharafutdinova, at solkulten var ved bunden af nardugan.
Ülgen is mentioned as the creator of the Sun in many shaman prayers.
Solen blev betragtet som hellig i næsten alle proto-tyrkiske og tyrkiske samfund, som i mange hedenske samfund. Doğan Avcıoğlu skrev, at Xiongnu-kejserne plejede at tilbede Solen hver morgen.6 Af denne grund er festligheder relateret til Solen, såsom nardugan, blandt de gamle tyrkere i harmoni med det tyrkiske trossystem.
Muazzez İlmiye Çığ sagde, at fyrretræer plejede at blive dekoreret til bønner og festligheder på nardugan.
Vi ved, at kulten af træer indtog en meget vigtig plads blandt de gamle tyrkere. For eksempel blev enebærrøgelse brugt til at drive spiritus væk. Cyprestræer blev plantet i nogle grave på grund af deres høje statur og opretstående stilling. Derudover så tyrkerne træer som et middel til at formidle bønner til Gud. Derfor er det en meget almindelig tradition at bede under træerne. Det vil sige, at det er muligt at bruge træer som middel til bøn i nardugan. Da årstiden er vinter, er det en rimelig forklaring at foretrække stedsegrønne træer som fyr.
Hvad er nardugan-traditionerne?
At lykønske naboer, tage nyt tøj på, give gaver, organisere underholdning, bede til Ülgen og ofre under træer var den mest almindelige praksis i nardugan. Det menes, at det at skrive ønsker på farverige stofstykker og hænge dem på træer kan danne grundlag for nutidens træudsmykningstraditioner.
En almindelig tradition relateret til nardugan blandt nutidens tyrkere er at spise granatæble og drikke granatæblevin. Granatæble symboliserede frugtbarhed i mange samfund på grund af dets flerkornsstruktur. Af denne grund er det blevet en almindelig tradition at spise granatæbler til et frugtbart nytår. Regionerne, hvor granatæbletræer vokser, forbliver dog i den sydlige del af den gamle turkiske kulturgeografi. Derfor kan man sige, at denne tradition senere blev inkluderet i tyrkisk folklore.
Meget af det, vi ved om nardugan, er baseret på mundtlige kilder. Skriftlige kilder går kun tilbage til begyndelsen af 1900-tallet. Dette får mange historikere til at være skeptiske over for nardugans oprindelse.
Hvem er Ayaz Ata?
Ayaz Ata er den første figur, der kommer til at tænke på, når nardugan nævnes. Han er den tyrkiske variant af Ded Moroz i slavisk folklore. Der er to vigtige synspunkter om hans oprindelse. Ifølge den første opfattelse er Ayaz Ata en fiktiv karakter inspireret af Ded Moroz i russisk folklore. Han blev senere inkluderet i tyrkisk folklore. I dag ses han som en variant af julemanden.
Ifølge den anden opfattelse er Ayaz Ata den moderne version af Ayas Han i gammel tyrkisk mytologi.
Ayas Han blev skabt ud fra måneskin. Ordet “Ayas/Ayaz”, der betyder tør kulde på tyrkisk, er afledt af roden “Ay-“, der betyder Måne. I gamle kilder blev udtrykket Ayas ofte brugt om månefulde og kolde nætter.
Med slutningen af efterårssæsonen blæser Ayas Han den kolde luft i munden til jorden, og vintersæsonen begynder.7
- Andreas NORDBERG, Jul, Disting Och Förkyrklig Tideräkning, 2006, ISBN 91-85352-62-4[↩]
- “Medieval Mythography: From Roman North Africa to the School of Chartres, A.D. 433-1177”, Jane CHANCE, University Press of Florida, 1994, ISBN: 9780813012568[↩]
- “Общая лексика духовной культуры народов Среднего Поволжья”, Р.Г. Ахметьянов (R. G. Ahmetyanov), Изд-во “Наука”, 1981[↩]
- Мурад Аджи – Кипчаки. Древняя история тюрков и Великой Степи, 1999, ISBN 5-88149-044-4[↩]
- “Традиции встречи нового года в системе праздников тюркских народов“, Г. З. КАМАЛИЕВА, Академии наук Республики Татарстан[↩]
- “Türklerin Tarihi”, Doğan AVCIOĞLU, Tekin Yayınları, ISBN: 9789754780208[↩]
- “Türk Söylence Sözlüğü“, Deniz KARAKURT[↩]