Turkisk mytologi er et system, der er tæt knyttet til naturens elementer som et uundgåeligt resultat af den nomadiske og transhumane livsstil. I centrum af dette system er Solen, kilden til liv.
Hvem er Koyash?
Koyash (gammeltyrkisk: 𐰸𐰆𐰖𐱁), også kendt under navne som Koyaş, Kuyaş, Kuyaş Ata, er personificeringen af solen i den tyrkiske mytologi. Det menes, at han bor på himlens syvende etage.
Skabelsen af Koyash spiller en afgørende rolle i den kosmogoniske proces for kontinuiteten af livet på jorden. I nogle skabelsesmyter siges det, at Kayra skabte Jorden og alle himmellegemer i universet med solens stråler. I denne sammenhæng kan man sige, at Koyash var en aktiv enhed i begyndelsen af orden og liv i det kosmiske univers.
Koyashs forældre er Kayra og Yertengri. Denne duo udviser en “transcendental” enhed i mytologisk forstand. Mens Kayra repræsenterer himlen og universets højere dimensioner, symboliserer Yertengri verden og den materielle eksistens. Det menes, at Koyash giver forholdet mellem disse to poler og etablerer balancen i universet.
Koyashs søskende inkluderer Ay Ata (Fader Måne). Som nævnt suppleres varmen og livet symboliseret af Koyash af kulden repræsenteret af Ay Ata. I turkisk mytologi er Månen forbundet med mørke og kulde, mens Koyash identificeres med liv og varme. Dermed kan man sige, at de to brødre skaber en arketypisk balance. Denne kosmologiske dualitet udgør en vigtig del af den dualistiske forståelse i den turkiske mytologi.
Koyash er også forbundet med ånder hos planter, dyr og mennesker. I den tyrkiske mytologi menes solstråler at være reb, der forbinder disse væseners ånder med himlen. Disse reb kan betragtes som en symbolsk forlængelse af Koyashs magt. Troen på, at solstråler bærer kosmisk energi, danner også grundlaget for bønner og ritualer udført til Koyash i shamanisme.
Koyashs rolle i turkisk mytologi
Koyash, som nævnt ovenfor, betragtes som kilden til liv og energi i turkisk mytologi. Nomadiske tyrkiske folk respekterede Koyash i høj grad og så ham som en kraft, der direkte sikrer livets kontinuitet.
Koyashs roller inkluderer at bringe lys og varme til jorden og fortsætte livets cyklus. Han hjælper også med at etablere åndelig kommunikation mellem planter, dyr og mennesker. De stråler, han sender til jorden, menes at være et middel til at overføre livskraft til nyfødte babyer.
Koyashs indflydelse er ikke begrænset til livet alene. Han påtager sig også en rolle, der ligner krigsguden. Når det er nødvendigt, hjælper Koyash med at beskytte sit folk mod fjender. I denne sammenhæng kan man sige, at Koyash betragtes som både et kreativt og destruktivt væsen.
Beskrivelser
Koyash, solens personificering, er normalt afbildet med abstrakte kvaliteter, ligesom mange guder og gudinder i den tyrkiske mytologi. Men i nogle mytologiske fortællinger er han legemliggjort som en ildfugl eller en bevinget hest. Disse afbildninger symboliserer Koyashs rejse gennem himlen. Ildfuglen er et af de mest almindelige symboler på Koyash i shamanistisk ikonografi. Det viser, at Koyash er et himmelsk væsen og bærer energi og lys fra højderne til jorden. Den bevingede hest understreger sin hurtighed og kraft.
Solen i turkisk mytologi
I den turkiske mytologi betragtes solen som den primære kilde til liv og energi. Solen repræsenteret af Koyash kan ikke kun betragtes som en fysisk enhed, men også en arketype.
I centralasiatiske og sibiriske samfund er soldyrkelse et direkte udtryk for respekt for livets kontinuitet. Nomadiske og transhumane folkeslag viste stor respekt for naturens og Solens cyklusser, som spillede en vigtig rolle i disse cyklusser. At bede mod Solen var ikke kun en fysisk taknemmelighed, men også en kosmologisk forpligtelse og åndelig renselse. I tråd med disse traditioner formet af indflydelsen fra animisme og shamanisme, blev Solens maskuline kvaliteter guddommeliggjort som Koyash Ata (Fader Koyash), og de feminine kvaliteter som Gün Ana (Moder Sol).
Blandt tyrkerne er det faktum, at dørene til khanernes telte vendte mod øst, og dørene til husene åbnede mod øst, en anden indikation på respekt for Solen. Den russiske historiker og etnolog Lev Gumilev udtalte også, baseret på kinesiske kilder, at hunnernes herskere bad til solen to gange om dagen, om morgenen og om aftenen, og at denne tradition senere blev videreført af andre stater i regionen.
Koyashs ækvivalenter i andre mytologier
Koyash har på mange måder funktioner, der ligner solguder i verdensmytologier. Dazhbog i slavisk mytologi, Helios i græsk mytologi og Napkiraly i ungarsk mytologi er de mest kendte ækvivalenter til Koyash.
Dazhbog, solguden i slavisk mytologi, betragtes som kilden til liv og frugtbarhed, svarende til Koyash. Han er retfærdighedens og lysets gud. Han spiller en beskyttende rolle over mennesker. Begge mytologiske karakterer afspejler samfunds hengivenhed til naturen og himlen.
Helios, solguden i græsk mytologi, har mange ligheder med Koyash. Helios kører på en gylden vogn og bærer solen hen over himlen. Der kan drages en parallel mellem Koyashs bevingede hest eller ildfugleskildringer og Helios’ gyldne vogn. Begge figurer betragtes som guder, der rejser gennem himlen og bringer lys til verden.
Napkiraly optræder derimod som en mytologisk figur, der ligner Koyash i ungarsk mytologi. Napkiraly, som en personificering af Solen, repræsenterer Solens kraft og livgivende egenskaber blandt det ungarske folk. Ligesom Koyash var Napkiraly en guddom æret af folket og helliget i daglige ritualer.
