Billedkredit: HoPo (Wikimedia) ©️ CC BY-SA 3.0
Forskere står over for et nyt paradoks: En lille justering på celleniveau kan forlænge levetiden betydeligt. Men denne forlængede levetid kommer ikke med en mere modstandsdygtig krop, men tværtimod med en mere følsom struktur.
Forskere fra McGill University i Canada har afsløret, at udløsning af et lavt niveau af stressrespons (videnskabeligt kendt som mitoUPR) i mitokondrier, cellernes energiproduktionscentre, forlænger levetiden hos nematodeorme kaldet Caenorhabditis elegans, som bruges som en modelorganisme.1
Forskningens centrale pointe er dette: Denne livsforlængelse sker ikke ved at øge evnen til at klare stress, men tværtimod ved at mindske denne evne.
Hvad sker der, hvis mitokondrier går i alarm?
Mitokondrier i cellen spiller en afgørende rolle i proteinproduktion og energimetabolisme. Når disse organeller er stressede, aktiveres et slags alarmsystem. Det kaldes mitoUPR. Dette system aktiverer cellens genetiske forsvar for at komme sig.
I denne undersøgelse udviklede videnskabsmænd en type orm, hvor genet kaldet ATFS-1, hovedaktøren i mitoUPR-systemet, var konstant aktiv. Normalt aktiveres dette gen, når cellen er under stress, men denne gang blev det holdt konstant aktivt.
Resultatet?
Disse orme er mere modstandsdygtige over for eksterne stressfaktorer. Men interessant nok har de en kortere levetid.
Så hvad skete der så?
Forskere reducerede gradvist aktiviteten af dette gen med RNA-interferens (RNAi). Genet blev med andre ord ikke helt dæmpet, men dets virkning blev reduceret. Takket være denne intervention nåede man et balancepunkt, hvor ATFS-1-genet var lavt, men konstant aktivt.
I dette tilfælde var ormenes levetid væsentligt forlænget sammenlignet med kontrolgruppen.
Men vær forsigtig! Denne lang levetid kom ikke med stressmodstand. Med andre ord levede ormene længere, men de blev meget lettere påvirket af ydre trusler såsom oxidativt stress, temperaturændringer og mangel på ilt.
De opnåede resultater udfordrer direkte en biologisk antagelse, der har været gældende i lang tid. Faktisk tilskrives lang levetid generelt evnen til at klare stress. I denne undersøgelse blev det stik modsatte afsløret.
Forskerne undersøgte også, i hvilken alder denne genetiske intervention var effektiv. Interventionen virkede ikke kun i voksenalderen, men når den blev udført i udviklingsperioden, som vi kan kalde barndommen, var der en markant stigning i levetiden.
Dette viser også, at den langsigtede livsplan er bestemt af cellulære justeringer foretaget i en ung alder. Indgreb efter voksenalderen fungerer ikke særlig godt.
Så hvad fortæller denne undersøgelse folk?
Modelorganismer som Caenorhabditis elegans spiller en stor rolle i forståelsen af genetiske mekanismer på grund af deres simple strukturer. Og en betydelig del af disse mekanismer deles med mennesker. Derfor kan slutninger om emner som mitokondriefunktion, stressreaktioner og forholdet mellem aldring kaste lys over menneskets biologi.
Det skal dog siges klart: Det er ikke korrekt at sige, at disse resultater er direkte anvendelige på mennesker. Ingen undersøgelse udført på mennesker har endnu vist, at dette niveau af molekylær intervention forlænger livet.
- Di Pede Alexa, Ko Bokang, AlOkda Abdelrahman, Tamez González Aura A., Zhu Shusen and Van Raamsdonk Jeremy M. 2025Mild activation of the mitochondrial unfolded protein response increases lifespan without increasing resistance to stressOpen Biol.15240358 http://doi.org/10.1098/rsob.240358[↩]
