Caspar Plautius, 1621
Dagrún Ósk Jónsdóttir, adjungeret lektor ved Fakultetet for Sociologi, Antropologi og Folkloristik ved Islands Universitet, vil undervise i et kursus med titlen “Kannibalisme og kultur” som en del af efteruddannelsesprogrammet til efteråret.1
Kannibalisme, som betragtes som et stort tabu i antropologiske, historiske og kulturelle sammenhænge, er et begreb, der både er skræmmende og spændende for de fleste. Så tænk over det, hvad kunne de psykologiske eller socioøkonomiske årsager være, der ville presse en stamme eller et samfund til at forbruge menneskekød?
Først og fremmest står der i kursets introduktionstekst specifikt, at dette program ikke er et madlavningskursus. Dens mål er at udforske kannibalismens rolle i folklore, litteratur og historiske fortællinger.
Fænomenet kannibalisme, også kendt som “antropofagi” i antropologisk litteratur, er grundlæggende opdelt i to kategorier: endocannibalisme og exocannibalisme. Endokannibalisme refererer til spisning af kødet af ens egne medlemmer af et samfund eller stamme, mens exokannibalisme refererer til spisning af kødet af medlemmer af fjenden eller fremmede stammer.
De første spor af kannibalisme går tilbage til den palæolitiske periode. Der er mange arkæologiske fund om, at neandertalere og tidlige Homo sapiens-grupper praktiserede kannibalisme. Især hulefund i Moula-Guercy, Frankrig og El Sidrón, Spanien, indeholder beviser på, at neandertalere praktiserede kannibalisme til både ernæringsmæssige og rituelle formål. Spor af bevidst brækkelse af knogler og udtrækning af marv, samt patologiske beviser såsom tandmærker og brændemærker, tyder på, at neandertalere kan have engageret sig i kannibalisme i tider med sult eller dødsritualer.
Forskere mener, at kannibalisme kan være blevet udbredt blandt menneskelige grupper, især i den tidlige Holocæn-periode, af forskellige årsager. Arkæologiske beviser fra denne periode tyder på, at kannibalisme nogle gange blev udført på grund af fødevaremangel og nogle gange til ritualistiske formål. Nogle antropologer foreslår også, at kannibalisme kan have haft sociale funktioner, såsom at styrke sociale bånd, ydmyge fjender eller ære de dødes ånder. I det aztekiske samfund blev kannibalisme, som blev udført efter offerceremonier, betragtet som et vigtigt ritual for at vise respekt for guderne og opretholde social orden.
Den islandske Askepot: Mjaðveig Mánadóttir
Kannibalisme er et almindeligt tema i moderne eventyr, selvom det næsten er forsvundet fra den moderne tid.
Som Dagrún Ósk Jónsdóttir påpeger, er den islandske version af Askepot et godt eksempel. I denne version ser hovedpersonen, Mjaðveig Mánadóttir, hvordan hendes søstre bliver slagtet og puttet i salttønder. Senere i eventyret bliver historien endnu mere skræmmende, da stedmoderen bliver til en hæslig troldekvinde efter at have spist sine egne døtre.
“Det, der skræmmer os, fascinerer os også.”
Dagrún Ósk Jónsdóttir gør opmærksom på kannibalismens modstridende virkninger, ligesom mange andre skræmmende fænomener, på menneskets psykologi. Hun påpeger, at det, der skræmmer os, også fascinerer os. Derfor er disse temaer ofte omtalt i populærkulturhistorier, gyserfilm og podcasts.
Kurset vil bestå af to sessioner
Kurset med titlen “Kannibalisme og kultur” vil bestå af to aftensessioner den 29. oktober og den 5. november fra kl. 20.00 til 22.00. De, der ønsker at deltage på kurset, kan tilmelde sig online på Endurmenntun HÍ.
- Guðmundsdóttir, Auður Ösp (2024-07-14). “Fræðir áhugasama um mannát – Vísir“. visir.is (in Icelandic). Retrieved 2024-08-21.[↩]