Rødderne til gedesymbolikken strækker sig tusinder af år tilbage og rækker ind i forhistorisk tid. Geder, blandt de første dyr, der er tæmmet af mennesker, er kendt for deres evne til at navigere stejle skråninger ubesværet. Neolitiske samfund nød godt af både kødet og mælken samt ulden og huden fra disse dyr. Dette førte til, at geder symbolsk blev forbundet med frugtbarhed og udholdenhed i primitive samfund. Men absurd nok blev geder i den tidlige middelalder tillagt dæmoniske egenskaber. Så hvad var årsagerne bag denne transformation?
Gedesymbolik i begyndelsen af den antikke tidsalder
Geder er dyr, der kan føde flere afkom i en enkelt drægtighed og hurtigt nå reproduktiv modenhed. Derfor blev geder i kulturer, der gennemgik den neolitiske revolution, ofte set som symboler på frugtbarhed og overflod. I mange samfund blev geder endda ofret til guder eller naturånder som et middel til at sikre beskyttelse af afgrøder og fortsættelse af velstand.
Geden var et af symbolerne på Enki, guden for skabelse og visdom i den sumeriske mytologi. I senere gamle mesopotamiske samfund havde denne gud, også kendt som Ea, et andet symbol, som var fisken. Begge dyr afspejlede Enkis/Eas forhold til frugtbarhed og overflod. Fisken henledte også opmærksomheden på elementet vand, som blev betragtet som kilden til liv.
Nogle af de tidligste spor af gedesymbolik findes i det gamle Egypten. I det gamle Egypten blev geder set som symboler på frugtbarhed og fornyelse. Banebdjedet, en af de ældste kendte egyptiske guder, og hans øvre egyptiske ækvivalent, Khnum, blev ofte forbundet med væddere og nogle gange med geder.
Hvorfor og hvordan blev geder forbundet med Djævelen?
Geder, som var symbolet på frugtbarhed, overflod og produktivitet gennem oldtiden, var forbundet med både frugtbarhed, seksualitet og sejr i det antikke Grækenland og det antikke Rom. Men i senere år fik geder et dæmonisk og negativt billede i nogle samfund. Denne negative “gedesymbolik” blev uddybet efterhånden som geder spillede negative roller i mytologiske fortællinger og kunstværker. Så hvordan skete denne transformation?
En mulig oprindelse til ged-dæmon-forbindelsen er den antikke græske gud Pan, som havde gedeben, horn og skæg. Pan var naturens, ørkenens og seksualitetens gud, og han jagtede ofte nymfer og andre væsner med sine begærlige lyster. Han var også kendt for sin musik, som kunne gøre lyttere vanvittige og vække frygt. Ordet “panik” er afledt af “Pan”, da han siges at forårsage pludselig terror hos rejsende og soldater.
Pan blev i oldgræsk mytologi ikke portrætteret som en ond skabning, men snarere som en drilsk enhed. Men Pans forbindelse med seksualitet og vildskab stødte til sidst sammen med kristendommen og andre monoteistiske overbevisninger. Som et resultat blev Pans billede underlagt den dæmoniseringsproces, som hedenske guder gennemgik.
Med kristendommens udbredelse blev de hedenske guder i Europa dæmoniseret med det formål at lette en hurtig adoption af kristendommen. Pan, ofte afbildet med gedeben og gedehorn, blev en passende model for djævelen, set som en fjende af Gud og en forfører af menneskeheden, på grund af hans vildskab og seksuelle appetit. Bukken symboliserede også det modsatte af lammet, som var et symbol på Jesus og hans tilhængere. Derfor blev bukken forbundet med syndere og oprørere, som ville blive adskilt fra de retfærdige på dommedag.
Syndebuk
Den potentielle kilde til ged-djævel-forholdet kan også findes i begrebet “syndebuk”, der er nævnt i Tredje Mosebog.
Syndebukritualet fandt sted under Yom Kippur (Forsoningsdagen), en af israelitternes hellige dage. Yom Kippur, der betragtes som en af de helligste dage i den jødiske kalender, tjener det formål at rense samfundet fra synder og forsone sig med Gud.
På Yom Kippur-dagen blev der oprindeligt valgt to geder til syndebuk-ritualet. Der blev derefter trukket et lotteri for at afgøre, hvem der ville blive ofret til Gud, og hvem der ville bære folkets synder og blive sendt ud i ørkenen. Efter at bukkene var udpeget, blev den ene ofret til Gud, mens den anden, symbolsk bar på samfundets synder, blev sluppet ud i ørkenen. Dette ritual tjente til at rense samfundet fra dets synder.
Azazel
Azazel er et udtryk, der først optræder i Tredje Mosebog i Toraen. I denne sammenhæng bruges det til at henvise til enten et overnaturligt væsen eller et øde sted, hvor en syndebuk sendes på Yom Kippur (Forsoningsdagen). Den nøjagtige betydning og oprindelse af udtrykket er uklar. I senere år definerede nogle jødiske og kristne lærde Azazel som navnet på en falden engel eller en dæmon, der underviste mennesker i forbudt viden og fordærvede dem. Denne fortolkning er i vid udstrækning baseret på den ikke-kanoniske Enoks Bog.
Gedesymbolik i middelalderen
Gennem middelalderen fortsatte geder med at repræsentere hedensk tro og dæmoniske kræfter. Efterhånden som kristendommen spredte sig, blev de karakteristika ved geder, der var forbundet med hedenskab, nedværdiget af kirken. Geder blev betragtet som symboler på oprør og seksuel afvigelse. Derudover blev deres horn sammenlignet med djævelens horn, hvilket yderligere styrkede deres tilknytning til mørke kræfter.
Bukken var ikke kun et symbol på Satan; det var også et velkendt dyr i livet på landet i middelalderen. Geder kunne overleve under barske forhold, spise forskellige planter og klatre op ad stejle skråninger. De var intelligente, nysgerrige og uafhængige, hvilket gjorde dem svære at kontrollere og træne. I denne sammenhæng blev geder ofte set som ledsagere til landsbyboere, der bor i udkanten af samfundet, hyrder og eneboere.
Geder og hekseri
I middelalderen mentes hekse at besidde overnaturlige kræfter, engagere sig i magi og samarbejde med djævelen. Følgelig blev geder, forbundet med Satan, også betragtet som de nærmeste følgesvende af hekse.
I det middelalderlige tankesystem optrådte geder i heksens ritualer som ofre, bjerge eller endda som manifestationer af djævelen selv. Geder blev også set som hekse og djævelens seksuelle partnere.
Under heksejagterne, der fandt sted mellem det 15. og 18. århundrede, blev forholdet mellem hekse og geder brugt som påskud til at anklage og brænde enkeltpersoner på bålet. De, der var mistænkt for at være hekse, blev afhørt om deres interaktioner med geder, om de holdt geder, talte med dem eller engagerede sig i seksuelle aktiviteter med dem. Kirken hævdede, at hekse engagerede sig i seksuelle handlinger med geder, som man mente var forklædte dæmoner, og brugte gedeblod, mælk, pels eller horn til at lave trylleformularer og eliksirer.
I moderne tid er det tydeligt, at begrebet hekseri har taget afstand fra sit mørke billede af fortiden. Forholdet mellem hekse og geder består, men ses nu med et mere positivt perspektiv. Moderne hekse ser ofte geder som symboler på natur, overflod og frihed.
Blandt moderne hekse er der en gruppe, der tror på sammenhængen mellem geder og energi. Geder ses som væsener, der trækker positiv energi og giver en slags åndelig balance for hekse. Dette tilføjer en åndelig dybde til forholdet mellem hekse og geder.
- Ramasami, J. (2021). Goat symbol indicates the Sumerian God Ea, who was the precursor to Greek god Hermes/Pan. The Indus Valley Script.
- BURHANLI, F. ORTAÇAĞ’IN GÜNAH KEÇİLERİ: CADILAR. Academia.edu.
- Wikipedia contributors. “Goat#Mythology and folklore.” Wikipedia, The Free Encyclopedia. Wikipedia, The Free Encyclopedia, 14 Feb. 2024. Web. 7 Mar. 2024.