Billedkredit: Altay Coşkun & Stone Chen, Waterloo ON ©️CC BY-SA 4.0
Mellem det 8. og 6. århundrede f.Kr. indledte antikke græske bystater en storstilet koloniseringsproces på Sortehavskysten med økonomiske, demografiske og politiske bekymringer. Denne bevægelse, kaldet “Sortehavets kolonisering”, førte til alvorlige socioøkonomiske og kulturelle forandringer i lokalsamfundene i regionen. Selvom nogle kilder præsenterer denne proces som blot en ensidig udvidelse af handel og civilisation, bragte den i virkeligheden kolonisering, tvungen migration og kulturel erosion for oprindelige folk.
Årsager til sortehavets kolonisering
Der er mange faktorer, der udløste koloniseringsprocessen. Først og fremmest kan vi nævne den befolkningsvækst, der fandt sted på det antikke græske fastland. Befolkningsvæksten førte til utilstrækkelige landbrugsressourcer. Kontrollens over jorden af aristokratiske familier og marginaliseringen af småbønder øgede behovet for nye landområder. Af denne grund blev især Sortehavets kyst, de Ægæiske øer og Vest-Anatolien vigtige koloniseringsområder, hvor den overskydende befolkning blev rettet. De antikke grækere forsøgte at overvinde deres økonomiske vanskeligheder ved at øge landbrugsproduktionen i disse nye bosættelser. Desuden bidrog disse migrationsbølger også til spredningen af den antikke græske kultur over et vidt geografisk område.
Økonomiske faktorer var også blandt hovedårsagerne til kolonisering. Efterhånden som befolkningen i de antikke græske bystater voksede, steg efterspørgslen efter landbrugsprodukter. Hvede, især fra den nordlige Sortehavsområde, spillede en afgørende rolle i at brødføde de store byer som Athen. Disse kolonier var af stor betydning for landbrugsøkonomiens bæredygtighed.
Derudover lettede kolonierne kontrollen med handelsruter til fordel for de antikke grækere. Kolonierne i Sortehavet, der bidrog til udvidelsen af den græske handel, styrkede de økonomiske forbindelser mellem Ægæiske og Middelhavet med Østeuropa og Asien og gav de græske folk store økonomiske fordele.
Ydermere gjorde de nye markeder og havne i kolonierne, at græske købmænd kunne være mere effektive i søhandel. Produkter som keramik, olivenolie, vin og metalværk blev distribueret til forskellige regioner gennem disse kolonier, hvilket bidrog til revitaliseringen af den antikke græske økonomi.
En anden grund til kolonisering var de politiske omvæltninger og interne opstande i den antikke græske verden. Kampene mellem bystaterne, økonomiske kriser og tryk fra aristokratiet fik mange mennesker til at søge nye bosættelser i håb om et friere liv. I denne sammenhæng fungerede kolonisering som en flugtmekanisme. Især gældsplagede bønder og grupper, der flygtede fra politisk undertrykkelse, flyttede for at etablere et bedre liv for sig selv i de nye kolonier. Desuden implementerede nogle bystater kontrollerede koloniseringspolitikker for at mindske interne uroligheder og rettede bestemte grupper mod disse nye lande.
Når vi ser på alle disse faktorer, kan det ses, at Sortehavets kolonisering ikke kun var en migrationsbevægelse, men også en mangesidet proces, der medførte økonomiske, politiske og sociale transformationer. Denne proces udvidede grænserne for den antikke græske verden, øgede kulturelle og økonomiske interaktioner og gjorde det muligt at opbygge broer mellem forskellige civilisationer. Imidlertid havde disse udviklinger også negative aspekter. Først og fremmest resulterede den kulturelle spredning forårsaget af kolonisering i assimilering af de oprindelige folk og tab af deres kulturelle identiteter. Forholdene, der blev etableret af de græske bosættere med de oprindelige folk, kunne nogle gange være udfordrende, og jordkonflikter samt pres på den lokale befolkning øgedes. Disse problemer vil blive diskuteret separat i de følgende sektioner af artiklen.
Koloniseringsprocessen
Pionererne af Sortehavs kolonisering var miletterne. Miletus var en af de mest indflydelsesrige antikke græske bystater, der åbnede sig fra Ægæiske hav til Sortehavet. Begyndende fra den vestlige kyst etablerede miletterne vigtige bosættelser som Sinope, Amisos, Trapezus, Histria, Bathus, Phasis, Pantikapaion, Myrmecium og Nymphaion. Disse bosættelser blev både handels- og kulturcentre, og spillede en vigtig rolle i at forme Sortehavets økonomiske og kulturelle struktur. Miletternes erfaringer med søfart og handel satte et eksempel for andre antikke græske bystater og var en vigtig faktor i etableringen af disse bosættelser.
Følgende tabel viser navnene og hovedkarakteristika for nogle af de antikke græske bosættelser etableret i Sortehavet:
| Sinope (Tyrkiet) | Sinope blev grundlagt af miletterkolonister i det 7. århundrede f.Kr. Det blev et af de vigtige centre for Sortehavs kolonisering. Som en rig havneby spillede det en stor rolle i handel og kulturel interaktion. Det er også kendt som fødestedet for den berømte filosof Diogenes. |
| Amisos (Tyrkiet) | Amisos, det antikke navn for nutidens Samsun, blev grundlagt af miletterkolonister i det 7. århundrede f.Kr. Byen fremstod som en vigtig bosættelse, især med hensyn til handelsruter. Byen blev oprindeligt kaldt Peiraieus til ære for den græske general Perikles, men senere blev navnet “Amisos” afledt fra det luwiske ord “Amissa”, som betyder “moder gudindens by”. |
| Trapezus (Tyrkiet) | Trapezus, det antikke navn for Trabzon, ligger i Pontus-regionen. Grundlagt af de antikke grækere i det 7. århundrede f.Kr., var denne koloni et vigtigt bosætningscenter både hvad angår handel og militær strategi. Over tid kom det under indflydelse af det romerske og byzantinske imperium og gennemgik en kontinuerlig kulturel transformation gennem hele sin historie. |
| Histria (Rumænien) | Histria er en antik græsk koloni beliggende på Sortehavets kyst i det nuværende Rumænien. Den blev grundlagt i det 7. århundrede f.Kr. af kolonister fra Miletus. Histria var særligt bemærkelsesværdig for sin maritime handel. Det er også hjemsted for adskillige arkæologiske fund. |
| Bathus (Georgien) | Bathus, et af de gamle navne for nutidens Batumi, er en græsk koloni beliggende i det vestlige Georgien. Grundlagt i det 6. århundrede f.Kr., er denne by en af de vigtige bosættelser, der viser den antikke grækers indflydelse på de østlige kyster af Sortehavet. |
| Phasis (Georgien) | Phasis, der ligger nær nutidens Batumi i Georgien, er også det antikke navn for byen Poti. De antikke grækere koloniserede området i det 6. århundrede f.Kr. |
| Pantikapaion (Ukraine) | Pantikapaion, der ligger på nutidens Krimhalvø, blev grundlagt af miletterkolonister i det 6. århundrede f.Kr. Pantikapaion spillede en vigtig rolle i at bringe den græske kultur til den nordlige del af Sortehavet. Det var et vigtigt center for både handel og kulturel interaktion. |
| Nymphaion (Ukraine) | Nymphaeum var en antik græsk koloni på den nordlige kyst af Sortehavet, i det nuværende Ukraine. De antikke grækere etablerede en rig handelsstation her og blandede sig med de lokale befolkninger. |
| Chersonesos (Ukraine) | Beliggende på Krimhalvøen, blev denne by grundlagt af kolonister fra Miletus i det 5. århundrede f.Kr. Den udviklede sig videre i senere perioder under indflydelse af det romerske imperium. |
| Cimmerium (Ukraine) | Cimmerium lå på den østlige kyst af det, der i dag er Ukraine, tæt på Azovhavet. Grundlagt i det 6. århundrede f.Kr., var denne græske koloni særligt bemærkelsesværdig for sine relationer med skyterne. |
| Odessos (Bulgarien) | Beliggende i Bulgarien, blev Odessos (nutidens Varna) grundlagt af kolonister fra Miletus i det 7. århundrede f.Kr. Ligger i en strategisk position for handel, var denne koloni en af de største havnebyer i regionen. |
Koloniseringsprocessen begyndte generelt med handelsaftaler, men over tid blev militære interventioner og konflikter med de oprindelige folk uundgåelige. Thrakerne, skyterne, cimmerierne og andre lokale samfund modstod lejlighedsvis de antikke grækers fremmarch. Disse modstande blev ofte undertrykt på grund af grækernes overlegenhed i søanliggender, deres avancerede flåde og stærke organisatoriske evner. Lokalbefolkningens modstand understreger, at kolonisering af Sortehavet var en kompleks og til tider smertefuld proces. Mens kolonisering førte til positive udviklinger som øget handel, underminerede det også ofte de oprindelige folks kulturelle og økonomiske uafhængighed.
Økonomiske konsekvenser af sortehavets kolonisering
Under koloniseringsprocessen af Sortehavet øgede de antikke grækere landbrugsproduktionen og udvidede korneksporten. Især områderne i nutidens Ukraine, Rumænien og Bulgarien blev den vigtigste kilde til korn for de græske bystater. Dog førte disse landbrugsaktiviteter til, at de lokale folk blev udelukket fra produktionen og mistede deres økonomiske uafhængighed. Lokalbefolkningens afhængighed af græske købmænd øgede de økonomiske ubalancer i regionen og forstærkede ulighederne i landbrugssektoren.
Maritim handel var en af de mest betydningsfulde økonomiske fordele ved kolonisering af Sortehavet. De antikke grækere udvidede deres kommercielle netværk med Ægæiske hav- og Middelhavsområderne gennem de havnebyer, de etablerede i Sortehavet. Dette skabte dog et ikke-konkurrencedygtigt miljø for lokale købmænd og førte til handelsmonopolisering. Lokale markeder faldt under påvirkning af græske varer, hvilket gjorde det umuligt for de oprindelige producenter at konkurrere.
Sortehavets rige mineralforekomster, især guld, sølv og jern, blev systematisk udvundet af de græske kolonier. Mens disse ressourcer i høj grad styrkede økonomierne i de græske bystater, kom lokalbefolkningen ikke retfærdigt til gode af denne rigdom. Oprindelige samfund blev ofte ansat i minedrift, hvilket førte til øget regional udnyttelse.
Fiskeriindustrien var en anden vigtig indtægtskilde for de antikke grækere i Sortehavet. Tunahandelen, i særdeleshed, fik enorm værdi på de græske markeder. Dog medførte disse aktiviteter, at de lokale befolkninger mistede deres traditionelle livsgrundlag. Med deres teknologiske overlegenhed inden for søfart monopoliserede grækerne de regionale vandressourcer, hvilket reducerede indtægterne for de oprindelige fiskerisamfund.
En anden konsekvens af kolonisering var den demografiske transformation af regionen. Grækerne implementerede migrationspolitikker for at styrke deres kolonier, hvilket i nogle områder reducerede de lokale befolkninger til en minoritet. Græske kolonister overtog oprindelige land, hvilket gav dem dominans over landbrug, handel og industri. Dette førte til en omfordeling af økonomiske ressourcer til fordel for de græske bosættere.
Omstruktureringen af handelsruterne ændrede fundamentalt den økonomiske balance i Sortehavet. Græsk-kontrollerede havnebyer gjorde de lokale økonomier afhængige af dem, hvilket svækkede den økonomiske autonomi hos de oprindelige samfund. Tidligere selvforsynende befolkninger, der balancerede produktion og forbrug inden for deres egne markeder, blev integreret i det græske økonomiske system.
Sammenfattende, mens kolonisering af Sortehavet gav store økonomiske fordele for de græske bystater, førte det også til økonomisk udnyttelse, kommerciel uretfærdighed og social ulighed for de oprindelige befolkninger. Grækerne brugte regionen til at fremme deres egne økonomiske interesser, monopoliserede ressourcer og gjorde de lokale samfund afhængige gennem beskatning og tvungne handelssystemer.
På trods af dette gav regionen også fordele ved øgede kommercielle forbindelser med Middelhavet, og landbrug, minedrift og håndværk blev udvidet. Det græske handelsnetværk gav de oprindelige folk adgang til internationale markeder for produkter som korn, fisk, tømmer og metal, hvilket førte til økonomisk vækst for visse oprindelige stammer. Desuden introducerede græske købmænd avancerede landbrugsteknikker og urbaniseringsmodeller, som forbedrede regionens samlede produktionskapacitet.
En af de mest markante virkninger af Sortehavets kolonisering var de nye relationer, der blev dannet med de oprindelige folk, og de interkulturelle interaktioner, der fulgte. De græske bosættelser i Sortehavet øgede den kulturelle mangfoldighed i regionen, hvilket til sidst blev en integreret del af regionens identitet. Dog førte etableringen af nye bosættelser og den voksende græske befolkning til tab af oprindelige lande og et brud med traditionelle livsstile. Denne ændring banede også vejen for ændringer i lokale overbevisninger og traditioner over tid.
Under indflydelse af kolonisterne spredte den græske polyteisme sig langs Sortehavets kyster, og lokale hedenske overbevisninger og ritualer gav gradvist plads til tilbedelsen af græske guder og gudinder.
Nogle lokale samfund, der overlevede langs Sortehavet, begyndte at forlade deres traditionelle praksisser for at tilbede græske guder fra det 7. århundrede f.Kr. og frem. Som et resultat blev gamle ritualer og fejring gradvist glemt. Tilbedelsesceremonier, der blev udført i religiøse centre, med deltagelse af oprindelige folk, førte til en blanding af nogle gamle overbevisninger med elementer fra græsk mytologi, hvilket skabte en ny religiøs forståelse. Denne transformation forårsagede dog forsvinden af mange lokale traditioner, og førte endda til forsømmelsen af oprindelige guder og gudinder.
Slavehandel
Slavehandelen var et vigtigt socialt aspekt af Sortehavets kolonisering. Gamle græske forfattere som Herodot og Strabon gav information om, at Sortehavets region var et centralt knudepunkt for slavehandelen. Slaver, der blev samlet fra thrakere, skytere, kimmeriere og andre lokale stammer, blev solgt til græske handelsmænd på grund af årsager som konflikt, krig, gæld og andre faktorer. Denne praksis bidrog også til svækkelsen af den sociale struktur i regionen.
Slaver, der blev bragt fra Sortehavet, blev typisk taget til store græske markeder som Athen, Efesos, Korinth og andre, hvor de blev brugt i landbrug, minedrift og husholdning.
For at læse artiklen på originalsproget, klik her: Black Sea Colonization: Economic and Social Consequences of Greek Expansion
- Ivantchik, Askold. “The Greeks and the Black Sea: the earliest ideas about the region and the beginning of colonization.” The Northern Black Sea in Antiquity: Networks, Connectivity, and Cultural Interactions (2017): 7-25.
- Emir, Osman. (2011). “Grek Kolonizasyon Dönemi’nde Karadeniz’de Önemli Bir Geçim Kaynağı: Köle Ticareti.” Karadeniz İncelemeleri Dergisi, 10(10).
- Tsetskhladze, Gocha R., ed. “The Greek colonisation of the Black Sea area: historical interpretation of archaeology“. Vol. 121. Franz Steiner Verlag, 1998.
- Drews, Robert, and Ömer Çapar. “Karadeniz’de en eski Grek Yerleşmeleri.” Tarih Araştırmaları Dergisi 15.26 (1991): 303-327.