Ekstraordinære fund i Israel: Menneskekranier og olielamper i Te’omim-hulen peger på nekromanti

Nylige arkæologiske fund i Te’omim-hulen kaster lys over religiøs praksis, der går tilbage til slutningen af det andet århundrede e.Kr., ifølge en undersøgelse offentliggjort i Harvard Theological Review.¹

Hulen, der menes at være dedikeret til en underverdensguddom, har længe fascineret forskere på grund af dens dybe grube, strømmende forår og forbindelse med frugtbarhed og helbredelse. Udgravede artefakter, herunder keramiske olielamper, mønter, keramik og gamle genstande fra forskellige tidsperioder, har afsløret et mystik omkring hulens formål og dens betydning for gamle ritualer.

Arkæologer, der flittigt udforskede stedets indviklede dybder, gjorde en række fængslende og spændende opdagelser og afslørede en mangfoldig samling af gamle genstande, omhyggeligt skjult i de arkæologiske lag. Blandt de bemærkelsesværdige fund var en mellembronzealderøkse, to indviklet udformede spydspidser med hylstre, en udsøgt jugle fra tidlig bronzealder og en samling spændende senromerske olielamper. Tilstedeværelsen af disse artefakter, der spænder over forskellige tidsperioder, fremkalder en dyb følelse af målrettet kuration, hvilket tyder på, at de bevidst blev samlet og deponeret sammen.

Af særlig interesse er de omkring 120 bemærkelsesværdigt bevarede olielamper, der er opdaget i hulen. Disse lamper, der stammer fra den sene romerske og tidlige byzantinske perioder, blev bevidst skjult i skjulte og utilgængelige sprækker. Arkæologer mener, at disse lamper havde et formål ud over at give lys, hvilket tyder på en dybere mening og en mulig forbindelse til mystiske praksisser.

Menneskekranier og keramiske olielamper kaster lys over magiske ritualer

En overraskende åbenbaring i Te’omim-hulen var opdagelsen af tre menneskekranier i fjerntliggende og svært tilgængelige områder. Mens to af kranierne så ud til at være blevet flyttet af rotter, var den tredje med vilje placeret oven på fire keramiske olielamper. Denne bevidste ordning antyder en målrettet handling. Disse kranier, sammen med lamperne, havde sandsynligvis en rolle i et magisk ritual, der fandt sted i den senromerske periode, og gav indsigt i datidens komplekse overbevisninger og traditioner.

Gennem deres omfattende forskning påbegyndte forskere en rejse for at kontekstualisere disse resultater ved at fordybe sig i gammel litteratur og dokumenter vedrørende magiske praksisser. Deres omhyggelige undersøgelser afslørede, at disse mystiske ritualer ofte var centreret omkring specifikke steder og den målrettede anvendelse af bestemte artefakter. Disse praksisser indebar især inkorporering af kropsdele fra mennesker og dyr for at etablere dybe forbindelser, samt transformation af almindelige husholdningsartikler til instrumenter med magisk betydning.

Tilstedeværelsen af over 100 keramiske olielamper og flere menneskelige kranier i Te’omim-hulen tyder på, at den centrale kultiske ceremoni involverede placeringen af olielamper som tilbud for at hylde de underjordiske kræfter. Dette indikerer, at ritualer blev udført for at vække den afdøde og få glimt af fremtiden. Men opdagelsen af menneskelige kranier afslører et andet aspekt af disse ceremonier.

Mens æren for menneskelige kranier overvejende blev observeret i den britiske region af Romerriget, tyder beviser fra forskellige kilder på deres udnyttelse på tværs af imperiet, inklusive Palæstina og dets omkringliggende områder, i nekromantiske ritualer og kommunikation med de døde. Sådanne ceremonier fandt ofte sted i gravhuler eller huler, der menes at tjene som porte til underverdenen.

Beliggende mellem byerne Aelia Capitolina og Eleutheropolis, befinder Te’omim-hulen sig i et område, der overvejende var beboet af ikke-jødiske indbyggere i den sene romerske periode. Selvom der er indikationer på begrænset jødisk deltagelse i de observerede kultiske praksisser, er det sandsynligt, at størstedelen af deltagerne var ikke-jødiske indbyggere i regionen. Denne hypotese får støtte fra det faktum, at Te’omim-hulen er placeret i nærheden af en betydelig ikke-jødisk befolkning, der opstod efter Bar Kokhba-oprøret.

Menneskekranier og olielamper i senromerske magiske ritualer

Menneskekranier blev brugt i senromerske magiske ritualer som potente objekter gennemsyret af symbolsk og overnaturlig kraft. Disse kranier blev nøje udvalgt og forberedt, ofte ved at fjerne underkæben og rense det indre. De præcise årsager til denne udvælgelsesproces forbliver spekulative, men det er tydeligt, at brugen af menneskelige kranier havde dyb betydning inden for den rituelle ramme.

Tilstedeværelsen af menneskelige kranier i magiske ritualer kan spores tilbage til en række forskellige sammenhænge, herunder nekromanti og spådom. Disse ritualer havde til formål at etablere kommunikation med den afdøde og opnå vejledning eller viden fra åndeverdenen. Kraniet, der repræsenterer den afdødes fysiske kar, tjente som en kanal for disse overjordiske interaktioner.

I nekromantiens rige, praksis med at kommunikere med og udnytte de dødes kræfter, spillede det menneskelige kranium en central rolle. Det blev antaget, at kraniet indeholdt individets essens og bevarede deres visdom, erfaringer og forbindelse til det åndelige plan. Gennem den omhyggelige udvælgelse og forberedelse af disse kranier, forsøgte udøvere at udnytte denne akkumulerede viden og overnaturlige energi. Ved at påkalde den afdødes tilstedeværelse gennem kraniet troede udøverne, at de kunne få indsigt, vejledning og endda manipulere efterlivets kræfter.

Spådom, en anden kontekst, hvor menneskelige kranier blev anvendt, involverede at søge viden om fremtiden eller skjulte sandheder gennem overnaturlige midler. Inden for disse ritualer fungerede kraniet som et samlingspunkt for spåmanden, hvilket gjorde det muligt for dem at komme ind i en øget bevidsthedstilstand og etablere en forbindelse med åndeverdenen. Man mente, at kraniet besad evnen til at afsløre hemmeligheder og kommunikere beskeder fra det hinsides. Spåmænd ville ofte fortolke tegn og varsler, såsom revner på kraniet, som beskeder fra de åndelige entiteter, de søgte at kommunikere med.

Bortset fra brugen af menneskelige kranier var olielamper essentielle redskaber i senromerske magiske ritualer, der gav både belysning og symbolsk betydning. Disse lamper var typisk lavet af ler eller bronze og var ofte udsmykket med indviklede designs og inskriptioner. Brugen af olielamper inden for magiske ritualer var tæt knyttet til begrebet lys som en transformerende kraft og dets forbindelse med åndelig belysning.

Olielampens flamme tjente som en metaforisk repræsentation af guddommelig eller overnaturlig oplysning, der symboliserer belysningen af skjult viden, åndelig opvågning og tilstedeværelsen af højere magter. Handlingen med at tænde lampen og påkalde lysets kræfter mentes at fjerne mørke, uvidenhed og ondsindede påvirkninger. På denne måde blev olielampen en kanal for åndelig energi, der tjente som et fyrtårn til at tiltrække velvillige ånder og beskytte mod ondsindede kræfter.

Desuden havde de dekorative motiver og inskriptioner, der prydede olielamperne, ofte symbolsk betydning. Disse designs kunne inkorporere religiøse symboler, mytologiske figurer eller magiske sigils, hver gennemsyret af deres egne esoteriske betydninger. Ved at inkorporere disse symboler i olielamperne, forsøgte udøvere at forbedre deres effektivitet og etablere en dybere forbindelse med de åndelige kræfter, de søgte at påkalde.

1. “Oil Lamps, Spearheads and Skulls: Possible Evidence of … in the Te’omim Cave, Judean Hills“, Eitan KLEIN & Boaz ZISSU, Harvard Theological Review, Cambridge University Press, July 4, 2023, 116(3), 399-421[↩]