Mytologiske entiteter og eventyrfigurer er vigtige, fordi de bærer spor af den sociale underbevidsthed i den kultur, de tilhører. Samfund, der levede under lignende sociokulturelle forhold, troede ofte på lignende skræmmende enheder. Af denne grund er lignende enheder dukket op i litteraturen under forskellige navne i mange samfund, hvis rødder strækker sig til de eurasiske stepper. Som et resultat af kulturel interaktion har disse udviklet sig til nutidens populære gyserfigurer som vampyrer og varulve.
Aldacı Han og Ånders Dag
Aldacı Han er navnet på en mytologisk enhed i turkiske og altai-myter. Det menes, at han blev sendt af underverdenens gud, Erlik Han. Selvom det i nogle tekster antydes, at han er en slags dødsgud, er dette ikke sandt.
Kort sagt er Aldacı Han den enhed, der svarer til dødsenglen i den tyrkiske mytologi. Som det kan forventes, er han ansvarlig for at samle sjæle hos dem, hvis dødstid er kommet.
I populærkulturen fremstilles dødsengle ofte som et beklædt skelet med en le i hånden. Aldacı Han er dog afbildet som en stærk og velbygget mand, klædt i sort, der rider på en sort hest.
Tidligere kunne tingene i 40 dage ikke tages ud af huset, hvor Aldacı Han kom ind.1 Fordi man plejede at tro, at onde ånder under kommando af Aldacı Han strejfer rundt i huset i 40 dage. Da denne periode var forbi, plejede Üzüt Bayram, også kendt som Spirits Day, at blive fejret af de pårørende til den afdøde.
Se også: Døden, Aldacı og Åndernes Dag i Tyrkisk Mytologi
I nogle regioner plejede huset at blive oprørt med enebærgrene for at drive ånderne væk under kommando af Aldacı Han.2 Selv i dag bruges enebær i mange samfund til åndelig udrensning.
Se også: Enebær i mytologi og folketro
Alkarısı: Hun Spiser Lever af Babyer
Alkarısı, også kendt som Albis, er navnet på en hekselignende ond kvinde klædt i rødt i turkisk mytologi. Hun er normalt afbildet som grim, ligesom andre onde mytologiske skabninger, men siges nogle gange at være utugt og forførende, som en succubus.
Alkarısı hjemsøger altid gravide, barske kvinder eller børn.
Se også: Alkarısı: En Hekselignende Kvinde i Turkisk Mytologi
Den vigtigste proteinkilde til Alkarısı er leveren. Det er den største fornøjelse for hende at spise nyfødte babyers lever. Men nogle gange kan hun også tage leveren af den fødende kvinde.
Demirkıynak
Demirkıynak eller Temirkıynak er navnet på en legendarisk ond kvinde. Hun er kendt som Demirtırnak i Anatolien og Jeztırnak i Kasakhstan og Kirgisistan. Det menes, at hun er bange for vand. Det siges, at hun er datter eller søster til en legendarisk kæmpe ved navn Tepegöz. Hun er afbildet som et dæmonisk væsen, der bor i skoven. Hendes negle er lavet af jern.
Hendes navn nævnes ofte i legenderne om Çanakkale og Balıkesir i Anatolien. Det anbefales at løbe til den nærmeste vandkilde såsom en sø, flod eller hav, når Demirkıynak ses.
Ifølge den aserbajdsjan-fødte filolog Beydili er Demirkıynak af shamanistisk oprindelse og er i familie med døtrene til Erlik, undergrundens gud.3
Erbörü og İtbarak-folket
Erbörü er den tyrkiske ækvivalent til varulv. Det er afledt af ordet “er”, der betyder mand og “börü”, der betyder ulv på gammeltyrkisk sprog.
Et andet væsen, der ligner varulve, kaldet Erbörü, er befolkningen i İtbarak. Ifølge legender er İtbarak navnet på et hundehovedet folk, der bor i de mørke lande i Nordvestasien. Ud over denne region er riget af mærkelige ikke-menneskelige skabninger.4
Arçura: En Skovånd
Arçura er en skovånd i den tyrkiske mytologi. Det er også kendt som Arçuri, Arçuray og Arsuri.
Arçura er normalt afbildet som en antropomorf figur, hvis krop er dækket af langt hår. I denne henseende ligner den Karakoncolos i anatolisk og græsk folklore. Bortset fra at være dækket med lange hår, varierer dens fysiske egenskaber fra region til region. Det siges at være lige så højt som træer i nogle områder og så kort som græs i andre. Dens arme og hår er langt op til knæene.
Arçura lever normalt i skove og dale. Det kan dræbe folk, det vil skade ved at kilde dem. Som mange onde skabninger er den bange for vand.5
Selvom Arçura ofte omtales som ond, har den også positive egenskaber i forhold til at beskytte dyreliv og skove.
Abra og Yutpa
Abra og Yutpa er to store underjordiske monstre i turkisk mytologi og altaisk shamanisme. De er afbildet som slanger, drager og krokodiller.6
Abra og Yutpa er kendt som grådige monstre, der fortærer alt, hvad de ser. Uanset hvad de spiser, er de ikke tilfredse. Begge bor i det underjordiske hav kaldet Pay Tengis, nær floden kaldet Toybadım. De bevogter Erlik Han’s jernfremstillede sorte palads.7
Pay Tengis er navnet på et stort underjordisk hav i den tyrkiske mytologi.
Toybadım er navnet på en underjordisk flod i turkisk mytologi. Det er lavet af folks tårer.
Nogle Altai-shamaner har tilbehør, der symboliserer Abra og Yutpa i deres tøj.
Filolog Celal Beydili sagde, at Yutpa også er kendt som Ker Yutpa og Ker Balık. Ifølge myterne fortsætter alle levende ting, der sluges af Yutpa, deres eksistens i det mørke rige inde i Yutpa.8
Azmıç: Ånden, der Vildleder Mennesker
Azmıç er en ond ånd, der vildleder folk. Der er ingen nøjagtige oplysninger om dets udseende. Det tager normalt form af en bekendt. At rejse alene anbefales ikke for ikke at blive snydt af Azmıçs tricks.
Varianten af Azmıç i Kirgisistan og Usbekistan er Azıtkı. Azıtkı tager form af en bekendt og tager folk til et bjerg, en flod eller en klippe og dræber dem.
Hortlak: De Levende Døde
I den tyrkiske folkekultur kaldes zombie-lignende skabninger, der menes at komme ud af deres grave og skræmme folk, for hortlak. I Aserbajdsjan er de bedre kendt under navnet hortdan.
En hortlak er en person, der dukker op af graven, normalt kort efter begravelsen, før liget endnu er blevet til et skelet. Det siges, at de, der gør ondt i denne verden og ikke fortjener at komme i himlen, kan blive til en hortlak efter begravelsen.
En hortlak kan gå, løbe og ride ligesom en almindelig person. I denne henseende adskiller de sig fra zombier. I nogle regioner menes det, at de drikker blod som vampyrer.
Hortlak-troen er udbredt i det østlige Anatolien og Sortehavsregionerne. I Giresun er rygter almindelige om, at en soldat, der stod på russernes side under krigen, bliver til en hortlak, efter at han dør.
Opkan: Det Forårsager Psykologiske Epidemier
Opkan er en variant eller lignende af Ubır nævnt nedenfor. Det kommer som en vind og ødelægger folks sind.9
Gamle tyrkere plejede at tro, at Opkan ville forårsage psykologiske og epidemiske sygdomme. Nogle plejede at ofre får for at beskytte sig mod Opkan.
Ubır: Han er Altid Sulten
Ubır, også kendt som Obur og Vupar, ligner vampyrer i populærkulturen. Man plejede at tro, at en heks eller synder, der døde, ville blive til en ubır i graven. Derfor, hvis en afdød viser sig at være blevet til en ubır, er den bedste måde at neutralisere ham på at åbne hans grav og slå søm i hans kiste.1
Den vigtigste egenskab ved en ubır er hans endeløse sult. En ubır er altid sulten og leder altid efter noget at spise. Det siges, at han inhalerer skyerne i atmosfæren for at slukke sin tørst og forårsager tørke. Dette er grunden til, at en person, der ikke kan tage på på trods af at de spiser meget, sammenlignes med en ubır.
Mange ubır-lignende væsner findes i legenderne om samfund i de eurasiske stepper og Østeuropa.
Ubır er nogle gange afbildet som et langhalet og flyvende væsen, og nogle gange som en menneskeædende og bloddrikkende vampyr.10 11
Ubır er bedre kendt som Obur i og omkring Rize og ligner hortlak. Det siges, at han var væmmet af løg og forsvandt, da solen kom op.12
Yelbegen: En Menneskeædende Kæmpe
Yelbegen er en flerhovedet kæmpe i turkisk mytologi. Han er også kendt som Yilbigen og Çelbegen.
Yelbegen er en af de ældste dæmoniske skabninger i tyrkisk folklore. Han kan spise alt, der kommer dens vej, inklusive Månen og Solen. Det plejede at tro, at Yelbegen spiser Månen under en måneformørkelse og spiser Solen under en solformørkelse.
Ifølge nogle gamle tyrkiske eventyr spiser Yelbegen normalt slanger og frøer, men kan også lide menneskekød.
- “Türk Söylence Sözlüğü“, Deniz KARAKURT[↩][↩]
- “Eski Türk Dini Tarihi”, Abdülkadir İNAN, ISBN: 9786056600975[↩]
- “Türk Mifoloji Sözlüyü”, Celal BEYDİLİ, Azerbaycan Milli Elmler Akademiyası, 5806615537[↩]
- “Türk Mitolojisi, Cilt II”, Bahaeddin ÖGEL, ISBN: 9789751628497[↩]
- “Arçura/Şüräle: Mythical Spirits Of The Volga-Ural Forests”, Rustem SULTEE, Acta Orientalia Academiae Scientiarum Hung. Vol 71, 2018[↩]
- “Türk Mitolojisi, Cilt 1”, Bahaeddin ÖGEL, Türk Tarih Kurumu, ISBN 9789751601155[↩]
- “Материалы по Шаманству у Алтайцев”, А.В. АНОХИН, Рипол Классик, ISBN: 9785458246163[↩]
- “Türk Mifoloji Sözlüyü”, Celal BEYDİLİ, Azerbaycan Milli Elmler Akademiyası, 5806615537[↩]
- “Türk Söylence Sözlüğü”, Deniz KARAKURT[↩]
- “Türk Kültüründe Hortlak-Cadı İnanışları”, Mehmet Berk YALTIRIK, Tarih Okulu Dergisi, Aralık 2013[↩]
- “Anadolu, Tatar (Kazan) ve Başkurt Türklerinin Masallarında İnsan Yeme (Yamyamlık) Motifi”, Gülhan ATNUR[↩]
- “Eski Türk İnançlarının Rize ve Yöresi Halk Kültüründe İzleri”, Yaşar KALAFAT, Rize Sempozyumu, 2006[↩]